Fagansvarlig til Fagteam Bygning
Vil du være med til at sætte den faglige retning for bygningsskadeområdet i LB? Trives du med at udvikle andre og skabe høj kvalitet i skadebehandlingen?
Hos LB Forsikring søger vi en fagansvarlig til Fagteam Bygning. En rolle til dig, der trives med et stort fagligt ansvar, motiveres af at udvikle andre og brænder for at sikre høj kvalitet i skadebehandlingen.
Vil du gerne forandre og være noget særligt for andre? Som medarbejder i LB får du mere substans i dit job, hvor vilkår, goder og fleksibilitet gavner det hele menneske. Hos LB Forsikring lægger vi sjæl i arbejdet, og vi møder medlemmer, kolleger og omverden med skærpet sans. Du bliver en del af et medlemsejet fællesskab, hvor vi er der for hinanden. Vi deler også målet om at gøre forsikring overflødig.
Lyder de her opgaver som noget for dig?
Som fagansvarlig for Bygning bliver du en del af Fagteam Bil og Bolig, som understøtter den faglige udvikling og kvalitet på tværs af skadeområdet. Vi er 17 kolleger, og i rollen får du et særligt ansvar for at understøtte skadebehandlernes faglige udvikling, sikre høj kvalitet i afgørelserne og være en central sparringspartner for både ledere og kolleger. Målet er, at medlemmerne får den bedst mulige oplevelse, når skaden sker.
Dine vigtigste opgaver bliver blandt andet at:
- Sikre høj og ensartet faglig kvalitet i skadebehandlingen inden for bygning
- Yde faglig sparring til skadebehandlere, ledere og øvrige interessenter.
- Fortolke praksis og håndtere komplekse eller principielle sager.
- Træffe faglige beslutninger og afklare tvivlsspørgsmål og principielle problemstillinger.
- Udvikle og vedligeholde arbejdsgange, vejledninger og best practice.
- Planlægge og gennemføre undervisning og kompetenceudvikling.
- Udvikle kolleger gennem sparring, feedback og læring.
- Bidrage til kvalitetsevalueringer, analyser og læringsinitiativer.
- Repræsentere området i interne og eksterne faglige fora.
- Samarbejde med teamleder, øvrige fagansvarlige og skadechef om den faglige retning.
Vil du være en del af vores fællesskab?
Vi ønsker, at du trives, og at vi når vores mål sammen. Derfor kigger vi blandt andet på, om du har følgende faglige og personlige færdigheder til jobbet.
Vi forestiller os, at du:
- Har solid erfaring med behandling af bygningsskader.
- Kan træffe selvstændige faglige afgørelser og stå på mål for dem.
- Har et solidt fagligt fundament og motiveres af at udvikle andre.
- Trives med at dele og formidle faglig viden.
- Kan omsætte komplekse problemstillinger til enkle løsninger.
- Er nysgerrig på udvikling og ser muligheder i forandringer.
- Arbejder struktureret, kvalitetsbevidst og med overblik.
- Er god til at skabe opbakning og følgeskab uden personaleansvar
- Kombinerer høj faglighed med en pragmatisk og løsningsorienteret tilgang.
Det er vigtigt, at du har erfaring med undervisning, kvalitetssikring, klagebehandling eller udvikling af faglige arbejdsgange, men det vigtigste er, at du har motivation og evnen til at tage ansvar for områdets faglige udvikling.
Vi har spurgt tre af dine kommende kolleger om, hvordan de oplever LB
"Vi kan godt lide hinanden, vi vil gerne hinanden, og vi er der for hinanden. Sådan skal det være at gå på arbejde. LB er et fællesskab, man er en del af – både i ens eget team og med alle de andre herinde. Vi bruger mange vågne timer sammen, så det betyder alt, at vi har sans for hinanden".
"Arbejdet betyder meget for mig. Jeg lægger min sjæl i det. LB gør også meget for, at jeg kan udvikle mig. Jeg startede fra scratch, og så har de stille og roligt bygget viden og erfaring på sammen med mig. Jeg har selv været opsøgende, men lederne er også gode til at se ens evner".
"Vi skal være modige i vores udvikling – men også i vores forankring. Det er både vigtigt, at vi hele tiden er i bevægelse, og at de ting, vi sætter i gang, kommer ud og bliver forankret. Det er noget, vi er sammen om. Vi skal have hele sjælen med i det, vi gør, og holde fast i det, vi tror på".
Derfor skal du søge
Du får en central rolle med stor indflydelse på den faglige udvikling af bygningsområdet i LB.
Du indgår i et fagligt engageret miljø, hvor samarbejde, videndeling og læring er en naturlig del af hverdagen. Samtidig får du mulighed for at bidrage til arbejdsgange, kvalitet og kompetenceudvikling samt udviklingen af fremtidens skadebehandling.
Vi tilbyder et job med høj fleksibilitet, medbestemmelse og gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Om os
LB Forsikring er et medlemsejet forsikringsselskab med næsten 140 års erfaring. Vi er Danmarks 4. største forsikringsselskab på det private marked, har over 400.000 medlemmer og består af forsikrings-grupperne:
Lærerstandens Brandforsikring - for lærere, pædagoger og andre i undervisningssektoren
Bauta Forsikring - for sygeplejersker, læger og andre personalegrupper i sundhedssektoren
Runa Forsikring - for medlemmer af udvalgte faglige foreninger
Omdrejningspunktet for os er vores medlemmer og at drive en god forretning for dem. Vi har et højt image i branchen, tilfredse og loyale medlemmer og produkter der igen og igen er kåret bedst i test af Forbrugerrådets blad Tænk Penge
Læs mere om os på www.lbforsikring.dk.
Hvis du synes, jobbet lyder spændende og ønsker mere information, er du velkommen til at kontakte Teamleder Henrik Ørn Schuler på tlf.: 31 70 46 64.
Hvis du vil vide mere om rekrutteringsforløbet kan du kontakte HR-konsulent Sarah Sivebæk på tlf.: 53 60 73 03.
02/11/2026
03/11/2026
11/11/2026